I år 1278 strømmer bygmestre fra hele verden til Granada for at hjælpe med konstruktionen af det nye Alhambra, men de insisterer hver især på at modtage betaling i form af deres egen valuta.
Spillerne skiftes til at samle de forskellige farver valuta og forsøge at betale for nye tilbygninger. Hvis du regner den godt ud og kan betale i lige penge, får du en ekstra tur! Samtidig må du holde øje med udvidelsen af dit paladskompleks, så du kan få fat i de mest værdifulde tilbygninger før din modstander og placere dem uden at afskære dem fra dit springvand i midten.
Alhambra er et fantastisk bygge- og strategispil, som har vundet utallige priser, bl.a. Spiel des Jahres 2003 og Årets Bedste Familiespil i Norge 2005.
Denne udgave er en nordisk genudgivelse af klassikeren, komplet med opdateret grafik og kvalitetskomponenter.